Årby skoles vision er at skabe en inkluderende folkeskole, hvor eleverne udfordres, så de bliver så dygtige, som de kan og trives.
Årby Skole ligger lidt syd for Kalundborg, mellem landsbyerne Melby og Årby tæt på byens kendte olieraffinaderi. Lige overfor skolen ligger fritidscentret og forsamlingshuset, med idrætshal, boldbaner, atletikanlæg og beachvolley-bane. I vores gode samarbejde bruger vi deres faciliteter i en stor del af vores idrætstimer. Ved siden af boldbanerne ligger vores skoleskov, på ca. 2 hektar som bl.a. kan benyttes i natur/teknik og i SFO med bålsted og shelterplads.
Skolens elevgrundlag kommer udover fra landsbyerne Årby og Melby samt Asnæs halvøen i høj grad fra Engvejskvarteret og Lyngparken, som er parcelhuskvarterer, der opstod i slutningen af tredserne i Kalundborgs sydøstlige bydel.
Årby Skole blev bygget i 1957, og har i perioder haft op til 10. klasse. Derfor har vi ret god plads med ca. 4.600 m² og fine faglokaler som sløjdlokale, skolekøkken, natur/tekniklokale m.m.
Skolen blev i 1968 udbygget, på grund af stigende elevtal, så skolen fik tilført en ekstra fløj og en gymnastikhal, så vi i dag som en af de få skoler råder over 2 gymnastiksale. Derudover blev der også bygget en administrationsfløj med kontorer og lærerværelse. Skolen råder over ca. 16.000 m² udenoms areal, med bl.a. legeplads, boldbaner og bålhytte. Skolens elevtal er i dag 133 elever, heraf 28 i vores Sprogklasser.
Sprogklasserne blev flyttet fra Tømmerup Skole til Årby Skole i 2008, især grundet spørgsmålet om plads. I forbindelse med flytningen var det meningen, at det ledige loftsrum på 380 m² skulle ombygges til brug for sprogklasserne – i sommeren 2010 blev byggeriet færdigt og den nye sprogklasseafdeling blev taget i brug og råder over klasselokaler, grupperum, torv, køkken og toiletter. Sprogbørnene er inddelt i 3 Klasser/hold. S1 svarende til børnehaveklassen, S2 som svarer til 1. klasse og 2. klassetrin og S3 som svarer til 2. og 3. klassetrin.
Samarbejdet mellem sprogklasserne og den almene skole fungerer rigtigt godt. Undervisningen foregår separat, men sprogbørnene kan komme i praktik i almenskolen, hvis de kan drage nytte af det. I frikvartererne og i den ene emneuge er børnene integreret. Dette skaber et stærkt børnefællesskab mellem almenskolen og specialafdelingen.
Skolen råder over en skolefritidsordning. SFO1 for 0. – 3. klasse er fælles, og SFO2 for 4. - 6. klasse er klubtilbuddet til de større børn.
Der er ca. 25 ansatte på skolen bestående af lærere, pædagoger, logopæder, en pedel, en sekretær samt rengøringspersonale og der er desuden tilknyttet PPR psykolog, skolesocialrådgiver og en sundhedsplejerske.
Skolen er kendetegnet ved et særdeles godt og tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger og skolen prioriterer pædagoger i undervisningen i stort omfang 0.-6. klasse.
Skolens parkeringsområde omfatter en stor P-plads overfor skolen samt en tilstødende P-plads ved forsamlingshus og idrætshal. Desuden findes der P-plads ved den store gymnastikhal med indkørsel fra Søstermosevej og enkelte pladser lige foran skolen.
Skolens SFO1 har til huse i 57 fløjen med indgang fra den lille skolegård. Her findes SFO café, krearum samt SFO lokaler. Der er også mulighed for at benytte skolekøkken og sløjdlokale. SFO2 befinder sig samme fløj på førstesalen. Der er i år indskrevet ca. 60 børn i skolens SFO og 30 i SFO2.
Skolen blev i 2015 ramt af en omfattende PCB forurening i de bygninger som er bygget i 1968. Derfor blev disse bygninger lukket for undervisning indtil de i foråret 2017 blev PCB saneret, så en nyrenoveret og PCB fri skole kunne tages i anvendelse fra skoleåret 2017/18. De nyrenoverede bygninger blev indviet ved en stor fest i anledning af skolens 60 års jubilæum den 28. september, hvor kommunens borgmester indviede den nyrenoverede skole. Skolens 68 fløj fremstår i dag som et af kommunens mest moderne skolemiljø med lyddæmpende akustik, integreret belysning og optimal ventilering af indeklimaet med hyppig udskiftning af luftens CO2 indhold, der sørger for ren ilt til hjernen og giver et optimalt og sundt indeklima. Skolen fik i forbindelse med PCB renoveringen også optimeret omklædningsfaciliteterne i den store gymnastiksal, så der blev indrettet 2 separate omklædningsrum med handicapvenlige toilet- og tilkørselsforhold samt ny hovedindgang mod P-pladsen.
Årby skole og SFO er en meget søgt skole med optimale faciliteter til læring, leg og bevægelse. Skolens gode rammer og volumen gør den fremtidssikret og klar til at modstå fremtidens opgaver og udfordringer.